Pædagogisk værdigrundlag

Jejsing Friskole - læringslyst og livsparate børn

Læs nedenfor, hvordan vi lever op til vores motto og dernæst en mere indgående beskrivelse af friskolens målsætninger samt de pædagogiske tanker, der ligger bag vores praksis.

Jejsing Friskole er en lille skole, og en lille skole betyder høj grad af tryghed. Hvis børn skal have det maximale ud af deres skoletid rent fagligt, forudsætter det netop tryghed og trivsel.
Det enkelte barn vil hos os opleve nærvær, tryghed og det at blive set og hørt hver eneste dag. Grundet det begrænsede elevtal har alle lærere har god føling med hver enkelt elev; både i forhold til dennes præferencer og udfordringer, det faglige niveau og vedkommendes personlighed.
Dette er unikt, og de forhold er vi stolte af at kunne tilbyde vores elever.

Vi lægger vægt på, at eleverne i en vis udstrækning er med i planlægningen og målsætningen for deres eget arbejde. Vi benytter os bl.a. af undervisningsmetoder som selvstændigt emne/projekt-arbejde, elevforedrag,offentliggørelse af elevernes egne i tekster i aviser, på hjemmesiden eller gennem oplæsning for andre elever/voksne. Alt sammen noget, som styrker elevernes medejerskab, hvilket gør arbejdet ekstra lærerigt og sjovt.

Vi har skiftet stort set alle bøger ud med digitale læringssystemer. Det betyder dog ikke, at vi er en papirfri skole; arbejdsark og engangsbøger bruges også.

 

Overordnet målsætning

Vi ønsker at skabe et kreativt læringsmiljø, hvor eleven får mulighed for at tage medansvar for egen udvikling; personligt, socialt og fagligt, i et trygt og forpligtende fællesskab - med læreren som støtte og vejleder.

Jejsing Friskole har fokus på:

  • Elevernes medansvar og medbestemmelse
  • Tværfaglighed gennem emne/projektarbejde
  • Læring i bevægelse
  • Kreativitet
  • Tidlig sprogstimulering i tysk og engelsk

Vi lægger vægt på, at eleverne opnår:

  • Solide faglige kompetencer
  • Tillid til egne evner
  • En åben, undersøgende og kreativ tilgang til læring.
  • Respekt for forskellighed - så alle oplever trivsel og tryghed i fællesskabet
  • Evnen til at forfølge egne mål

Vi vil tilstræbe at:

  • Skabe faglig sammenhæng og kreativ udfoldelse
  • Tage hensyn til børns forskellige måder at lære på
  • Inddrage bevægelse og sundhed som en naturlig del af læringsmiljøet
  • Tilbyde tidlig sprogstimulering i engelsk og tysk
  • Have en anerkendende tilgang til børnene

Trivsel og tryghed i hverdagen

At være tryg giver mod til at turde tage imod nye udfordringer, og giver samtidig overskud til at koncentrere sig om at lære. Vi lægger derfor vægt på, at vi på Jejsing Friskole har et trygt og anerkendende fællesskab på tværs af aldre, køn, klasser og interesser. Trygheden og tilliden på skolen fostres specielt gennem skolevennerordning og løbende samtaler om tone og samværsform.

Vi begynder hver dag med fælles morgensang, hvor der gives beskeder omkring dagen, fødselsdage, højtider og mærkedage markeres og emner af fælles interesse drøftes. Børnene står på skift for morgensangen.

Et højt informations- og kommunikationsniveau mellem skolen og hjemmet prioriteres højt. Vi ønsker, at eleverne udvikler sig og lærer i et fællesskab mellem skolen og hjemmet, hvor det er elevernes trivsel og dannelse, der er vores fælles opgave.

Respekt for forskellighed og evnen til at indgå i et fællesskab

Vi er en rummelig friskole. På Jejsing Friskole styrkes de faglige kompetencer samtidig med de sociale. Det er vigtigt, at alle elever på skolen udvikler sociale kompetencer, der gør dem i stand til at respektere forskelligheder.

Desuden satses der på forebyggelse og positiv håndtering af konflikter. Mobning tolereres ikke.

Friskolen lægger vægt på, at den enkelte elev opnår empati for andre via samarbejde og fællesskab. Da eleverne går i aldersintegrerede grupper, lærer de helt naturligt at kunne arbejde på tværs af klassetrin. At kunne indgå i et samarbejde på tværs af køn og alder er en vigtig og nødvendig kompetence for elevens videre færden i samfundet.

Vi er en institution, hvor vi står sammen og er fælles om tingene. Vi har derfor være et tæt samarbejde mellem skole og SFO. 

Medansvar og medbestemmelse

Friskolen er alles skole. Vi har alle et ansvar for at skolen er pæn, ren og overskuelig. Det er således en sko-fri skole, hvor man har hjemmesko på indendørs, og hvor alle føler et medansvar i forhold til skolens inventar og materialer.

Undervisningen vil være baseret på, at eleven har medansvar og medbestemmelse for egen læring. Dette vil både afspejle sig i forbindelse med projekter, emneuger og i den almene undervisning. Skolen skal styrke barnets ansvarsfølelse overfor sig selv og for egen læring og udvikling. Skolen skal styrke barnets ansvarsfølelse overfor andre og for skolen som helhed.

Barnets udvikling 

Det enkelte barns udvikling betragtes som en helhed, hvor intellektuelle, kreative, sociale og kropslige sider af barnets udvikling opfattes som tæt forbundne. Undervisningen skal stimulere til arbejdsglæde, nysgerrighed, spontanitet, videbegær og oplevelsestrang.

Motion og sundhed som en naturlig del af læringsmiljøet

Motion og sundhed er en vigtig del af Jejsing Friskoles læringsmiljø. Dette vil blive realiseret gennem en sund og fornuftig kostpolitik samtidig med, at idræt i høj grad inddrages i de mere boglige fag. Idræt og sundhedsperspektivet vil i det hele taget være en stor del af skolens daglige virke.

Tidlig sprogstimulering

Vi er en grænselandsfriskole og der vil derfor være en stor fokus på sproget og dets muligheder. Gennem leg og oplevelser vil eleverne tilegne sig sproglige kompetencer igennem deres skoleforløb. Der vil derfor, allerede fra børnehaveklassen, være stor fokus på modersmålet, men samtidig også på fremmedsprogene engelsk og tysk. I og med vi er en grænselandsfriskole og gerne vil give eleverne nogle oplevelser, både i og udenfor klasseværelset, er det oplagt at søge samarbejde med en tysk skole - og finde en engelsk venskabsskole.   

Kreativ udfoldelse

Friskolen vil i sin undervisning inddrage kreative og musiske undervisningsformer, kropslige aktiviteter, leg og tid til fordybelse. SFO’en vil dertil også inspirere eleverne til kreativitet og kropslige aktiviteter.

Hensyn til børns forskellige måder at lære på

Ved at følge det enkelte barn tæt gennem det daglige samvær, læsningen af elevernes evalueringsbog, løbende vurdering af elevens faglige udbytte får lærerne indsigt i elevens foretrukne arbejdsformer, udfordringer og behov. Dette tages der højde for i fagtimerne og andre tilbud til eleven. Desuden er der rig mulighed for at tilpasse arbejdet til den enkeltes behov og præferencer i elevernes egentid.

 

Jejsing Friskole -

læringslyst og livsparate børn

Overordnet målsætning

Vi ønsker at skabe et kreativt læringsmiljø, hvor eleven får mulighed for at tage medansvar for egen udvikling; personligt, socialt og fagligt, i et trygt og forpligtende fællesskab - med læreren som støtte og vejleder.